Et udvalg under Repræsentanternes Hus i USA, hvor Demokraterne har flertal, har stævnet USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, for at få ham til at udlevere dokumenter vedrørende amerikansk kontakt til den ukrainske regering.
Stævningen kommer i forbindelse med en rigsretsproces, hvor det undersøges, om der er grundlag for at sende Trump for en rigsret som følge af Ukraine-sagen.
Få et overblik over sagens forløb her:
* Bidens søn bliver i 2014 bestyrelsesmedlem i et ukrainsk energiselskab. Selskabet er involveret i en skattesag i Ukraine, men der er ingen oplysninger om, at Hunter Biden er en del af sagen.
2019:
* 18. juli: Trump giver ifølge amerikanske medier ordre om at tilbageholde næsten 400 millioner dollar i militærhjælp til Ukraine.
* 25. juli: Trump taler med Ukraines leder i et 30 minutter langt telefonopkald.
I september kan avisen The Wall Street Journal beskrive, at Trump i opkaldet har forsøgt at presse Zelenskij til at undersøge Hunter Bidens forretningsforbindelser til et ukrainsk energikonsortium.
* 12. august indgiver en whistleblower i den amerikanske efterretningstjeneste en klage til generalinspektøren for efterretningstjenesterne. Af klagen fremgår det, at Trump har haft en telefonsamtale med en "udenlandsk statsleder", og at opkaldet har vakt bekymring.
* 11. september: Militærbistanden bliver givet til Ukraine.
* 24. september: Trump bekræfter, at han har tilbageholdt bistanden til Ukraine. I flere interviews benægter han, at bistanden blev tilbageholdt for at presse Ukraine.
Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, erklærer, at man vil påbegynde en rigsretsproces mod den amerikanske præsident.
* 25. september: Et fem sider langt dokument med en udskrift fra telefonsamtalen mellem Trump og Zelenskij offentliggøres af Det Hvide Hus. Bistandspengene nævnes ikke i det offentliggjorte udskrift.
Heraf fremgår det blandt andet, at Trump siger:
- Der er en masse snak om Bidens søn - at Biden stoppede anklagemyndigheden, og at mange mennesker ønsker at finde ud af det, så alt, hvad du kan udrette sammen med justitsministeren, vil være fint.
- Biden gik rundt og pralede med, at han stoppede forfølgelsen af anklagerne, så hvis du kan se på det ... Det lyder forfærdeligt i mine ører.
* 26. september: Whistleblower-indberetningen bliver offentliggjort af Kongressen. I indberetningen skriver whistlebloweren blandt andet:
- Jeg har modtaget oplysninger fra adskillige regeringsembedsmænd om, at USA's præsident bruger sit embedes magt til at søge et fremmed lands indblanding i det amerikanske valg i 2020.
- I dagene efter telefonsamtalen erfarede jeg fra adskillige embedsmænd, at højtstående embedsmænd i Det Hvide Hus havde grebet ind for at "lukke ned for" alle optegnelser om telefonsamtalen.
* 27. september: Et udvalg under Repræsentanternes Hus stævner USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, for at få ham til at udlevere dokumenter vedrørende kontakt til den ukrainske regering.
Kilder: BBC, The Wall Street Journal, Det Hvide Hus.
/ritzau/