Overblik: Aktiv dødshjælp - assisteret selvmord
Højesteret har mandag afsagt dom i sagen mod Svend Lings. (Arkivfoto) (Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix)
Aktiv dødshjælp kan straffes med bøde og i alvorlige tilfælde med fængsel i op til tre år.

Højesteret har mandag dømt den pensionerede læge Svend Lings 60 dages betinget fængsel for at bistå patienter ved selvmord og selvmordsforsøg.

Selv afviser han at have gjort noget forkert. Han er stærk tilhænger af aktiv dødshjælp.

Læs her mere her:

* Aktiv dødshjælp - også kaldet assisteret dødshjælp eller assisteret selvmord er ulovligt i Danmark. Det kan straffes med bøde og i alvorlige tilfælde med fængsel i op til tre år.

* Svend Lings er dømt for i foråret 2017 at have udleveret en mængde Fenemal til en terminal lungesyg mand, vel vidende at lægemidlet skulle bruges til at begå selvmord med.

* Han er også dømt for i august i år at have hjulpet en kvinde med at begå selvmord. Han anbefalede hende at supplere medicinen med en plastikpose over hovedet.

* Svend Lings er desuden dømt i foråret 2017 i fælles forståelse at have udskrevet receptpligtig medicin til en mand, vel vidende at medicinen skulle bruges til at begå selvmord med. Det lykkedes ikke manden.

* Svend Lings har i medierne fortalt, at han mindst ti gange har hjulpet mennesker med at dø ved at udskrive medicin og forklare, hvordan det skulle indtages.

* Svend Lings er formand for Læger for aktiv Dødshjælp, der arbejder for lovliggørelse af aktiv dødshjælp i Danmark.

* Svend Lings har på nettet offentliggjort en selvmordsmanual. Den inspirerede ifølge DR i sommer flere psykisk syge til at forsøge selvmord.

* Aktiv dødshjælp er tilladt i forskellige former i Holland, Belgien, Colombia, Luxembourg og Canada.

* Assisteret selvmord, som indebærer en læge, der hjælper en patient med at afslutte livet, er tilladt i flere amerikanske delstater.

Kilder: Kristeligt Dagblad, Fyens.dk, Fyns Politi.

/ritzau/

via Listen To News