Hongkongs regering har forgæves forsøgt at få hjælp fra en række globale kommunikationsbureauer til at genoprette regionens omdømme.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Regionen har de seneste måneder været præget af voldsom uro og protester.
Regeringen skal derfor angiveligt have henvendt sig til otte forskellige selskaber med det formål at få stillet regionen i et mere positivt lys.
Fire af dem "sagde straks nej, fordi det ville skade deres omdømme at støtte Hongkongs regering på nuværende tidspunkt". Det sagde Hongkongs leder, Carrie Lam, under et møde i august, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Efterfølgende har yderligere to sagt nej, og tirsdag skriver The Guardian, at heller ikke de to sidste selskaber har taget opgaven på sig.
- Tilbuddet er frafaldet, fordi der ikke blev modtaget nogen tilbud ved afslutningen af udbudsperioden, svarer presseafdelingen hos Hongkongs regering på en henvendelse fra The Guardian.
Demonstrationerne i Hongkong begyndte for alvor i begyndelsen af juni, da borgerne protesterede over et nyt lovforslag. Forslaget ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina.
Hongkongs leder, Carrie Lam, trak siden lovforslaget tilbage, og i begyndelsen af september blev det officielt droppet. Alligevel er protesterne fortsat. Demonstranterne frygter en øget kinesisk indflydelse i regionen.
I begyndelsen var der primært tale om fredelige demonstrationer. Det er dog langsomt eskaleret, så der også har været tale om voldelige sammenstød.
Den tidligere britiske kronkoloni Hongkong har siden 1997 hørt under Kina.
Der er dog delvist selvstyre efter devisen "ét land, to systemer" - underforstået at Hongkong skal være demokratisk.
/ritzau/