Orica-Greenedges sportsdirektør, Matt White, stopper som ledende figur på det australske cykelhold efter de seneste dages dopingafsløringer.
Rapporten, som det amerikanske antidopingagentur, Usada, lagde frem onsdag i sagen mod Lance Armstrong, afslørede samtidig, at Matt White dopede sig, da han fra 2001 til 2003 kørte hos US Postal.
- Jeg er ked af, at jeg var på et hold, hvor doping var en del af holdets strategi, og at jeg også var involveret i den strategi, siger Matt White.
- Efter mine tilståelser har jeg været i kontakt med min arbejdsgiver og stopper frivilligt hos det australske landshold og Greenedge, mens det australske cykelforbund og Greenedge tager stilling til, om jeg har en fremtid hos dem, fortæller den afgående sportsdirektør.
Usada-rapporten har også haft konsekvenser for US Postals daværende sportsdirektør Johan Bruyneel, der fredag blev fyret som manager hos Radioshack-Nissan.
Mens dopingspøgelserne i øjeblikket vælter frem, så fortæller Matt White, at cykelsporten er helt anderledes i dag.
- Meget har ændret sig til det bedre, og cykelsporten er helt anderledes nu.
- Cykelsporten har fået meget kritik på grund af doping, og det har været helt berettiget. Men enkelte hold leder vejen i en kamp, der ellers ville være uden ende, så sporten kan blive ren, siger Matt White.
/ritzau/