Er du også bekymret over, at så mange i dag døjer med angst, stress og depression? Så er bogen "Vi er alle anderledes – neurodivergent i et normsamfund” højrelevant læsning.
At et stykke faglitteratur kunne ruske sådan i mig, kom uventet – det indrømmer jeg gerne. Ikke desto mindre er ”Vi er alle anderledes” bogen, som denne mor til to ikke vidste, jeg havde ventet på, og den gør både ondt og godt.
Bag bogen står antropolog Christian Groes, som tager afsæt i et spørgsmål fra sin 13-årige søn, Oskar, der har autisme og ADD: Hvorfor er det galt at være anderledes? Forfatteren bruger igennem bogen det spørgsmål til at udfordre idéen om, at nogle hjerner er forkerte.
Lad det være sagt med det samme: Det er ikke nogen nem bog at læse. Sprogligt er teksten lettilgængelig, det er indholdet, der er hård kost. Dette er nemlig historien om, hvad vi har gjort ved os selv som menneskehed. Hvordan vi er nået til at dele mennesker op i de normale og de unormale, de raske og de syge, som vi gør i dag.
Med solid teoretisk opbakning inden for både historie, sociologi, filosofi og psykologi udlægger forfatteren, hvordan vores kultur er blevet mere og mere fokuseret på præstation. Han gør også klart hvilken menneskelig pris det har, når selvstændighed og effektivitet er samfundets højeste værdier. En pris, der især betales af mennesker, der ikke matcher gældende standard. For dem har det gældende menneskesyn eksklusion, præstationsangst og udmattelse som konsekvens.
Om undertegnede som boganmelder skal læseren måske vide, at jeg med en ADHD-diagnose selv hører til blandt neurodivergente, som godt må være her, men bliver anset for at tære på omverdenens overbærenhed og ressourcer. I forhold til samfundet kæmper jeg, for at finde plads, for at følge med, og for at bidrage uden at blive kvast. Den indsats holder mig oftest for travlt beskæftiget til at tænke tanker på samfundsniveau. Men denne bog slap altså igennem den kroniske overbelastning, og at læse den føltes både som at få genoprejsning og en form for syndsforladelse.
Christian Groes argumenterer nemlig for, at det ikke er de neurodivergente, der skal "fixes", men derimod normsamfundets indretning, der skal ændres. Forfatteren anser menneskers mangfoldighed for en styrke, ikke en fejl. Han mener, at vi med fordel kan anskue neurodiversitet, som vi opfatter biodiversitet: Som et værdifuldt økosystem, hvor alle arter har ret og plads. Hvor forskellighederne er der af en grund og skal bevares og beskyttes, fordi diversitet er naturligt og godt – ligesom vi tænker om flora og fauna, også selvom vi måske ikke helt fatter, hvad myg eller tidsler gør godt for.
Forfatteren antaster den kollektive overbevisning, at alle for enhver pris skal kunne stå på egne ben både intellektuelt, socialt og økonomisk. Men hvorfor egentlig?
Cristian Groes peger på, at vi i dag lever med forventninger til den enkelte, til os selv, der er højere end nogensinde. Aldrig før har så mange mennesker følt sig forkerte, ensomme, utilstrækkelige og uegnede til livet. Performancepresset på den enkelte er både umenneskeligt og urealistisk, og hvad mere er, det er unødvendigt, lyder budskabet.
Hvordan blev det idealet, at et hvert menneske skal kunne alting selv, fremfor at vi klarer alting sammen? Med talrige eksempler på, at det ikke altid har været sådan, og hvordan mange andre kulturer har et helt anderledes syn på de anderledes, sandsynliggør Christian Groes, at tilværelsen kunne fungere på en anden måde – og at et samfund ægte baseret på ligeværd ville komme både de såkaldt normale og mennesker med en anderledes hjerne til gode.
Tonen i ”Vi er alle anderledes” er hele vejen igennem nøgtern og saglig. Der er hverken pegefingre eller bebrejdelser, højst et strejf af sorg mellem linjerne. Når bogen alligevel sidder som en knytnæve i mellemgulvet, er det fordi den er et ubehageligt spejl. Christian Groes udpeger normal-idealiserings bagside og undermineres forestillingen om, at vores velfærdssamfundet tilbyder de bedste tænkelige levevilkår for alle.
Bogen afdækker systemsvagheder på et strukturelt niveau, og det gør Christian Groes til whistleblower. Efter endt læsning var jeg først og fremmet bundulykkelig over nu til fulde at forstå, hvor langt menneskeheden er kommet væk fra sig selv. Fortællingen vækker en smertefuld længsel efter det humane fællesskab, der kunne være, men ikke er. ”Vi er alle anderledes” lander samtidig som et pacifistisk kampskrift, der indgyder håb.
Da jeg lagde bogen fra mig, tænkte jeg på ’kanariefuglen i kulminen’: Indtil for nyligt tog kulminearbejdere en kanariefugl med ned i minen. Fuglene er meget følsomme overfor sivende gift og fungerede som levende alarmsystemer. Hvis kanariefuglen stoppede med at synge eller faldt af pinden, var det høje tid for arbejderne at komme op.
Christian Groes har med denne bog fremlagt et vidnesbyrd om, at vores samfunds kanariefugle er holdt op med at synge. Bogen er også en advarsel, for et giftigt miljø vil med tiden gøre alle syge. Det er bare de skrøbelige, som knækker først.
En realisering af et reelt inklusivt humant samfund vil kræve en total omkalfatring af den måde, vi bedømmer og opdeler mennesker på i dag. Men individualismen har sejret sig ihjel, og jeg tror som forfatteren, at det skifte er i gang allerede.
Sara Skaarup er sexolog, journalist og forfatter Foto: Privat