Selvom Morten Olsen kan vente indtil den 1. juni med at sætte navn på de 23 spillere, han vil have med til Sydafrika, så vælger fodboldlandstræneren allerede at udtage truppen den 10. maj.
"Der er ingen grund til at vente. Jeg udtager de 23 spillere dagen inden, der skal afleveres en liste med 30 navne til FIFA. Det vil være bedst for alle parter at vide, hvem der skal af sted. Så kan de sidste forberedelser gå i gang," siger Morten Olsen til TV 2 Sporten.
I aften skal en del af VM-aspiranterne så prøve at overbevise Olsen om, at de skal med til slutrunden. Og det er især superligaspillerne, der kommer under trænerens lup.
"Vi skal mod Østrig se, om for eksempel ligalandsholdsspillerne kan præstere mod en bedre modstander end dem, vi mødte i Thailand - det bliver interessant og giver et vigtigt fingerpeg," siger Morten Olsen
Danmark har stadig tre testkampe til at få finpudset formen, inden det går løs mod Holland i Danmarks første VM-gruppe-kamp.