Danmark står over for en - på papiret - næsten umulig opgave, når holdet tirsdag aften på udebane mod Italien skal forsøge at holde drømmen om at komme til VM i Brasilien levende hen over vinterhalvåret.
For Italien er lidt af fodboldstormagt, når det handler om at vinde kampe på hjemmebane op mod store slutrunder. I EM- og VM-kvalifikationen har Italien ikke tabt en hjemmekamp siden 8. september 1999.
Hvem slog så Italien i den kamp?
Det gjorde Danmark såmænd. Danmark vendte 0-2 til en overraskende 3-2-sejr i Napoli i kvalifikationen op til EM i 2000.
Siden nederlaget i 1999 har Italien spillet 29 hjemmekampe i EM- og VM-kvalifikationen. Italien har vundet hele 25 af kampene, mens fire kampe er endt uafgjort. Ingen er tabt.
Det er en statistik, som vækker respekt hos landstræner Morten Olsen.
- Italien har altid haft flere muligheder, flere spillere og større konkurrence end Danmark, og lige nu har de alle deres bedste spillere til rådighed.
- Så det siger sig selv, at det er et klassehold, vi er oppe imod, siger Morten Olsen anerkendende.
Med blot to danske point efter to kampe i VM-kvalifikationen, så går Danmark dog benhårdt efter at spolere Italiens fornemme statistik.
- Vi skal på alle mulige områder ramme dagen og have tilfældighederne med os. Længere er den faktisk ikke.
- Italien er et hold, der inden for de sidste 10 år har været i finaler, og som har vundet finaler, fastslår landstræneren.
Kampen mod Italien fløjtes i gang klokken 20.45 på San Siro. Først til marts skal Danmark i aktion igen i VM-kvalifikationen, når Tjekkiet venter i Prag.