Danmark er nu helt officielt kandidat til at blive medvært for EM i kvindefodbold i sommeren 2025.
DBU er som tidligere annonceret gået sammen med fodboldforbundene i Sverige, Norge og Finland om et fællesnordisk EM-bud. Ansøgningen blev tirsdag afleveret til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.
- Vi vil med slutrunden udvikle kvindefodbolden i hele Europa, og jeg er stolt af, at buddet bunder i de nordiske værdier om lige muligheder, bæredygtighed, diversitet og inklusion, siger DBU's formand, Jesper Møller.
- Jeg er glad for, at buddet også afspejler vores mål om at få flere piger og kvinder til at spille fodbold.
- Et EM i Norden skal også vise vigtigheden af at kæmpe for den europæiske sportsmodel med grundværdier som solidaritet og fællesskab, siger Jesper Møller.
Den kommende EM-vært offentliggøres 25. januar næste år. Hvis Uefa vender tommelfingeren opad for det nordiske EM-bud, vil i alt otte kampe blive afviklet på dansk jord fordelt på de to værtsbyer, København og Odense.
Det gælder blandt andet turneringens åbningskamp.
- EM i Danmark vil være kæmpestort, siger det danske landsholds anfører, Pernille Harder.
- Som barn drømte jeg om at spille for Danmark til en slutrunde, så hvis jeg kan spille på hjemmebane foran de danske fans, venner og familie, vil det være en uforglemmelig oplevelse.
- Samtidig kan en så stor turnering på dansk jord forhåbentlig være med til at få endnu flere piger til at spille fodbold, siger Harder.
Hvem Norden skal kæmpe med om værtskabet, er endnu ikke offentliggjort. Tidligere har Frankrig, Schweiz, Ukraine og Polen hver især erklæret sig interesseret i at være arrangør.
EM spilles hvert fjerde år. Den seneste udgave af turneringen blev afviklet i juli med et års coronaforsinkelse.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.