Hvis vinden ellers løjer lidt af, ventes det at blive på torsdag, at østrigeren Felix Baumgartner stiger til vejrs ved hjælp af en enorm heliumballon og foretager sit dristige spring fra 36,5 kilometers højde.
Det siger lederen af projektet, Art Thompson, til journalister i Roswell i den amerikanske delstat New Mexico, hvorfra den store heliumballon skal fragte Baumgartner ud i stratosfæren i en rumkapsel.
Tirsdag aften dansk tid måtte Baumgartner og hans hold afbryde forsøget på at komme til vejrs, fordi vinden var for kraftig.
Den store plastikballon, der kan rumme 850.000 kubikmeter helium, kan ikke stige til vejrs som planlagt, hvis vindhastigheden er mere end lige under 10 kilometer i timen.
Onsdag er udelukket på grund af vejret, men torsdag ser det bedre ud.
- Torsdag er en dag med potentiale, siger vejrekspert Don Day ifølge det østrigske nyhedsbureau APA.
Torsdag ventes der imidlertid også at falde regn, så derfor er der kun en lille åbning, hvis det skal lykkes at få Baumgartner op.
I forvejen er rekordforsøget forsinket. Det skulle oprindeligt have fundet sted mandag, men blev så udskudt til tirsdag, hvor det igen måtte afblæses.
Det er ventet, at det vil tage ballonen et sted mellem to en halv og tre timer at komme op i 36,5 kilometers højde. Derfra vil Baumgartner blive udsat for ekstreme påvirkninger i det øjeblik, han kaster sig ud fra sin rumkapsel.
Når han drøner i frit fald med kurs mod jorden vil han bryde lydmuren efter 35 sekunder og nå en fart på ikke mindre end 1110 kilometer i timen.
Springet er risikabelt og indebærer blandt andet en risiko for, at han bliver udsat for tryk. Det kan få kroppens væsker til at blive til gas og kan bogstaveligt talt få hans blod til at koge.
Hvis alt går vel, vil han efter fem minutter og 35 sekunder udløse sin faldskærm, som skal bringe ham trygt ned på jordens overflade.
Blandt de, der følger Baumgartners rekordforsøg, er en række forskere og også firmaer, som har planer om at sende turister ud i rummet.
Baumgartners spring kan give viden om, hvordan folk overlever, hvis der sker uheld i store højder.
/ritzau/dpa