Med en klump i halsen forsøgte en tydeligt rystet Oddset-Janni at forstå, at Københavns Byret har sendt hende et år og ni måneder i fængsel.
- Jeg er fuldstændigt rystet. Jeg er i chok, fortalte hun efter dommen.
Hun blev dømt for sammen med to andre at have udnyttet en svækket mand for mindst 1,5 million kroner.
De tre etablerede et afhængighedsforhold for den ældre drikfældige mand og udnyttede ham så systematisk, så han kunne betale for rejser og andre goder.
Med åben mund hørte den 42-årige tv-model Janni Christensen dommen blive læst op.
- Det var som at få en mavepuster. Jeg kunne slet ikke få vejret, fortalte hun bagefter.
Hun har under sagen nægtet sig skyldig og havde håbet, at hun i værste fald kun ville få en betinget straf.
- Jeg havde slet ikke troet, at det ville ende med en fængselsdom, siger hun.
De tre blev også dømt for at forsøge at sælge den ældre mands hus i Farum for at score gevinsten, da hans andre penge var brugt op.
- Vi gjorde ham en tjeneste ved at sælge huset, så han kunne komme i ældrebolig, siger modellen.
Hun ankede med det samme dommen til landsretten.
- Jeg vil ikke ind og sidde for noget, jeg ikke har gjort, siger hun.