Den amerikanske præsident, Barack Obama, genoptager torsdag sin valgkampagne.
Det sker, når han rejser til Nevada, meddeler Det Hvide Hus.
Obama har i tre dage haft travlt med at tage sig af situationen med orkanen Sandy, der tidligere på ugen ramte et stort område i det østlige USA.
Onsdag besøger han New Jersey, hvor Sandy gik i land.
Men nu er stormen så at sige drevet over, og der er præsidentvalg på tirsdag, hvor Obama kæmper for at genvinde sin præsidentpost.
Nevada er en af de delstater, hvor det er stor spænding om udfaldet.
Også den republikanske udfordrer til præsidentembedet, Mitt Romney, indstillede sin valgkampagne, da Sandy ramte USA i mandags lokal tid.
Men også Romney er ved at komme op i kampagnegear.
Det var ventet, at Romney senere onsdag ville forsøge at kapre stemmer i Florida.
/ritzau/Reuters