OB på rov i Gelsenkirchen

Sølvvinderne fra OB har investeret i en solid norsk forstærkning af midterforsvaret.
OB forstærker truppen med den 25-årige nordmand Tore Reginiussen.
OB forstærker truppen med den 25-årige nordmand Tore Reginiussen. Foto: OB

Den 25-årige norske forsvarer Tore Reginiussen skal hjælpe OB med at kvalificere sig til Champions League i den kommende sæson.

Superliga-sølvvinderne oplyser, at det er lykkedes at skrive kontrakt med Reginiussen, der på grund af skadesproblemer ikke har haft held til at slå igennem i Schalke 04.

Den 187 centimeter høje defensiv-spiller har siden sidste forår været på et lejeophold i norske Tromsø, hvor han har spillet sig tilbage i form.

"Han er en spiller med et enormt potentiale. Han fik sidste år spoleret af skader, men han er helt ovre problemer, og han har leveret stærkt i Tromsø i foråret. Han er en atletisk og stærk spiller, der samtidig har et solidt overblik og en fremragende og rolig attitude i sin tilgang til spillet," siger OB's adm. direktør Thomas Christensen.

OB's nye gardering i forsvaret og på den defensive midtbane tiltræder 1. juli, hvor han får tildelt trøjen med nummer otte.

"Jeg er kommet til OB for at spille med helt fremme i ligaen. Der er stor konkurrence i toppen, men jeg tror, at vi har potentialet til at få endnu en god sæson. Der skal være store forventninger til en klub som OB, hvor der er en fast målsætning om at være i toppen," siger han.

Tore Reginiussen har spillet otte A-landskampe for Norge. Han har spillet 22 U-landskampe og har optrådt for klubberne Alta, Schalke 04, Lecce og Tromsø.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.