De græd i Esbjerg, da byens fodboldstolthed forleden rykkede ned i første division. Men nu er den vestjyske klub klar til at komme i arbejdstøjet og planlægge rejsen tilbage i den fineste række.
Selvom han var træneren, der rykkede ned med holdet, så tror klubben på, at den store fynbo Jess Thorup er manden med opskriften på superliga.
"Selv om vi i den sidste ende ikke formåede at redde os i Superligaen, er det bredt anerkendt, at Jess har tilført truppen og vores spil noget positivt. Vi synes om den måde, han tænker og praktiserer fodbold, han kender truppen og vore betingelser, at vi også i fremtiden skal leve af at udvikle spillere fra egen talentafdeling til det bedste hold," siger direktør Niels Erik Søndergaard til klubbens hjemmeside.
Jess Thorup måtte tage over, da Ove Pedersen sagde sit trænerjob op. Han fik ret hurtigt sikret point, men holdet gik ned igen.
Selv er den tidligere OB-spiller glad for at fortsætte i trænersædet frem til 2013.
"Jeg har først og fremmest sagt ja til jobbet på grund af mit store EfB-hjerte, og fordi jeg føler et medansvar for nedrykningen og et stort ansvar for at føre EfB tilbage til, hvor vi hører hjemme: Toppen af dansk fodbold. Jeg er meget tilfreds med at være i klubben, som jeg godt kunne tænke mig at virke for i mange år endnu," siger Jess Thorup.
Esbjerg har efter nedrykningen mistet to svenske spillere, men indtil videre er truppen ikke blevet skåret yderligere.