Mange har undret sig over, hvorfor 38-årige Ditte Haue er forsvundet fra skærmen på TV2 Nyhederne, hvor hun plejer at være en del af værterne.
Nu tager hun bladet fra munden - eller nok nærmere fingrene på tastaturet, og forklarer, at hendes graviditet forhindre hende i at være på skærmen. Det gør hun på instagram.
Ditte Haue venter sammen med Rasmus Moltke deres andet fælles barn, som skal komme til verden i det nye år. Men graviditeten har ikke været nem for den 38-årige journalist, som ikke oplever den meget omtalte "glød" der sommetider følger med en graviditet.
- Jeg har i stedet kvalme og madlede og kaster op og er svimmel... Hele tiden. Nu har det varet i et par måneder. Og det er desværre ikke slut, skriver Ditte Haue, som dog håber på, at hun kan nå at vende tilbage til jobbet, før hun skal på barselsorlov.
- Men NÅR det får en ende, og dét håber jeg så sandelig, det snart gør, så er jeg tilbage i fjernsynet. Med stor mave og en kæmpe spænding over alt det, vores familie står overfor, skriver Ditte Haue.
Udover parrets fælles søn, Jonathan, som er to år, har Rasmus Moltke også et barn fra et tidligere forhold.
Dermed kommer familien til at tælle fem personer i det nye år.