Michael V. Knudsens afbud til VM med det danske landshold i januar kan hurtigt brede sig til endnu flere landsholdsspillere, mener ekspert.
TV2's håndboldkommentator Bent Nyegaard kalder det ildevarslende, at stregspilleren under en kontraktforhandling med Flensburg-Handewitt er blevet tvunget til at melde fra til næste års VM i Spanien.
- Det er meget ildevarslende.
- Hvis fremtidige kontraktforhandlinger bliver noget med, at klubberne vil sikre sig, at spillerne ikke står til rådighed for det danske landshold, så er vi inde på en alvorlig glidebane, siger Bent Nyegaard.
Flensburg-Handewitt mener, at den danske landsholdsstreg skal blive hjemme fra VM, da Michael V. Knudsen også var på landsholdsopgave under OL denne sommer. Nordtyskerne ønsker, at stregspilleren er helt fit til klubbens vigtige kampe i foråret.
Bent Nyegaard erkender, at der bliver trukket store veksler på håndspillerne, men han mener alligevel, at Flensburg-Handewitt er gået for vidt.
- Jeg synes, det er meget kortsigtet at Flensburg. Klubhåndbolden skal vide, at den ikke kommer til at leve godt uden landsholdshåndbolden.
- Derudover er det mig uforståeligt, at Michael V. Knudsen føler sig tvunget til at indgå sådan et forlig. Det overrasker mig og bekymrer mig, siger Bent Nyegaard, der har en idé om, at landsholdets største profil Mikkel Hansen kan havne i en lignende situation.
- Hvis der sidder pengestærke folk i Paris Saint-Germain, når de kommer til at spille Champions League, så vil de måske gerne betale Mikkel Hansen for at sige farvel til landsholdet, siger Nyegaard.
- Når man kan få Michael V. Knudsen til at få acceptere det her, så er ballet åbnet. Så er der mange klubdirektører og sportschefer, der vil sikre sig, at deres top-tre-spillere ikke belastes af landsholdsopgaver, vurderer han.
TV2-eksperten mener også, at det kan komme til at koste støttekroner fra Team Danmark, hvis udviklingen griber om sig, og det kommer til at koste Danmark placeringer ved næste års VM og EM på hjemmebane i 2014.
- Team Danmark har meldt ud, at landsholdsarbejdet er for folk, der kan binde sig for længere periode. Hvis Ulrik Wilbek ikke kan sikre sig, at spillerne vil repræsentere landsholdet, jamen så er de ikke landsholdsspillere, siger Nyegaard.
/ritzau/