Knap hver femte elev på landets erhvervsskoler holdes uden for fællesskabet eller har fået et øgenavn, som generer dem så meget, at de føler sig krænket.
Det skriver TV Øst på baggrund af en undersøgelse foretaget af Dansk Center for undervisningsmiljø.
Tallene overrasker Jannie Moon Lindskov, direktør for Dansk Center for undervisningsmiljø. Hun siger blandt andet til tv-stationen, at tallet er alt for højt:
- Særligt når det nu er, at vi kan se, at det kun er godt fire procent (4,3 procent, red.), som reelt giver udtryk for, at de oplever mobning, når man bruger mobning som begreb. Men det giver os jo nogle tegn på og et pædagogisk værktøj til at kigge på, hvor er det, vi kan sætte ind i praksis, hvad er det, vi kan give i praksis for at skabe de gode fællesskaber.
Maja Mørk, formand for erhvervsskolernes elevorganisation, siger at det er sjældent, at der snakkes om mobning og brugen af grove ord. Det er ikke noget man taler om i branchen, siger hun:
- Det er i hvert fald ikke noget, vi taler om i klasserne. Det er mere ja, det sker, eller der er i hvert fald noget mobning og noget drilleri, der finder sted, men det er ikke noget, vi taler højt om, siger hun til TV Øst.
Af undersøgelsen fremgår det også, at det kun er cirka halvdelen af eleverne, der vil henvende sig til en person fra skolen, hvis de oplever mobning.
Samtidig er det kun knap halvdelen af eleverne, der kender til skolens forpligtelser i forbindelse med antimobbearbejde.