Syd- og Sønderjyllands Politi har foretaget endnu en anholdelse i sagen om en 26-årig kvinde, som i torsdags blev skudt i ryggen med et haglgevær og slået med et baseballbat.
Kvindens ekskæreste er forvejen anholdt, da kvinden har udpeget ham som gerningsmand, men politiet har i weekenden anholdt yderligere en person, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
"Den 31-årige mand, der blev fængslet i weekenden, er sigtet for at have deltaget i volden mod kvinden. Dommeren valgte at fængsle ham i fire uger," skriver politiet i pressemeddelelsen.
Den 31-årige har været i lukket grundlovsforhør, og politiet ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger i sagen.
Læger på skadestuen i Esbjerg fandt ni hagl i kvindens ryg, da hun blev indlagt i torsdags.