En 24-årig mand er anholdt og sigtet for drab på den 21-årige Kamilla Hantusch, som forsvandt 19. juli. Der er tale om hendes ekskæreste, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Onsdag blev et lig fundet tæt på motorvejstilkørslen ved Kliplev i Sønderjylland, og politiet formoder, at det er Kamilla Hantusch.
Ifølge politiet er det efterforskning kombineret med fundet af liget, der har ført til anholdelsen af manden, som er fra lokalområdet.
- Anholdelsen foregik i øvrigt uden dramatik, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, som ikke har yderligere oplysninger om det formodede drab.
Torsdag morgen regner politiet dog med at komme med flere informationer i sagen.
Ekskæresten skal torsdag fremstilles i grundlovsforhør i Sønderborg.
I dagene efter hendes forsvinden ledte politiet med hunde, ligesom at helikopter og dykkere også har været sat ind for at finde den 21-årige mor.
Indtil onsdag aften var eftersøgningen resultatløs, og Kamilla Hantusch var forinden blevet efterlyst internationalt via Interpol.
Det var en borger, der fandt liget ved motorvejen nord for Padborg.
/ritzau/