Hvad skal man finde på, når man ferierer rundt i det danske sommerland, men ikke aner, hvad der er spændende i lokalområdet?
Det har Danmarks turist-organisation, VisitDenmark, svaret på. Og det svar kan du nu få direkte ind på mobiltelefonen.
VisitDenmark har nemlig samlet mere end 10.000 seværdigheder, forlystelser og andre attraktioner fra det ganske land og gjort dem tilgængelige for alle og enhver. Det eneste, det kræver, at få gode tips til, hvor man skal tage hen, er en telefon, som kan gå på internettet.
- Det smarte ved at kunne tilbyde informationer via mobilen er, at turisterne kan få oplysningerne, der hvor de har brug for dem - og når de har brug for dem. Står en turist for eksempel i Aalborg en søndag i øsende regnvejr, er det nu ganske nemt at finde ud af, hvilke attraktioner der findes på egnen. Det er noget, der forbedrer ferieoplevelsen, siger online-chef i VisitDenmark, Finn Larsen.
Informationerne findes på dansk, engelsk og tysk. For at få adgang til dem, skal man sende en sms med teksten 'danmark' til nummer 1212 eller direkte hente informationerne på adressen http://visitdenmark.mobi