Millioner af burhøns kan nu se frem til at få lidt mere plads.
I stedet for de 600 kvadratcentimeter, som de har krav på nu, så skal en høne nu have et bur, der er minimum 750 kvadratcentimeter.
Det sker per 1. januar pga. en EU-lov, der træder i kraft.
I Dyrenes Beskyttelse er man glad for forbedringerne, men understreger, at hønsene dog ikke får omfattende ændringer i deres hverdag i et bur.
"Selvfølgelig skal man være tilfreds med, at forholdende trods alt bliver lidt bedre. Men vi taler ikke om markante velfærdsforbedringer," siger hun og uddyber:
"Hvis man forestiller sig, at hønsene i de gamle æglægningsbure havde det, der svarer til et A4-ark, så får de et postkort ekstra i plads," siger hun.
Burene skal fremover også indeholde en siddepind, en rede, hvor de kan lægge deres æg, adgang til et areal, hvor de kan støvbade og en anordning, som hønsene kan slide kløerne på.
Tidligere på året kom det frem, at æg-producenterne i andre EU-lande nok ikke får ændret på forholdene inden det nye år.
Det har fået danske æg-producenter til at tale om konkurrenceforvridning.
Og i oktober bakkede fødevareminister Mette Gjerskov (S) op om, at det ikke er i orden.
"Danske landmænd har investeret mere end en halv milliard kroner i at leve op til de nye krav. Derfor er det selvfølgelig slet ikke i orden, at der nu er nogen, der vil have Kommissionen til at udskyde det hele. Det her blev besluttet helt tilbage i 1999, og 12 år må være rigeligt til at få indkøbt nye bure," sagde fødevareministeren dengang.