Mandag fødte Nicole Kidman en sund og rask lille pige, der skal hedde Rose Sunday Kidman.
Datteren kom til verden i Nashville og vejede ved fødslen 3.198 gram.
Det er Nicole Kidmans mand, Keith Urban, der er far til den lille pige, som for parret er et lyspunkt oven på en svær tid, hvor Keith Urban har været indlagt til afvænning for alkoholisme.
'En dejlig nyhed'
Nicole Kidmans søster, Antonia, og hendes mor, Janelle, var begge rejst til USA fra Australien for at være ved hendes side under fødslen.
- Fødslen af Nicole og Keiths datter er en meget dejlig nyhed og en smuk familieforøgelse, og vi er så begejstrede over hendes ankomst, siger Antonia Kidman til People Magazine.
Nicole Kidman er i forvejen mor til 15-årige Isabella og 13-årige Connor, som hun adopterede sammen med Tom Cruise, da de var gift.