Vi har ofte oplevet, at os i civilsamfundsorganisationerne bliver beskrevet som ildsjæle – drevet af et slags kald og en særlig motivation. Det er bestemt også en del af det, men at arbejde i en NGO stiller samtidig nogle særlige krav, når det kommer til fagligheden.
Det er nødvendigt at være dedikeret, og hvis vi i organisationerne vil sikre vores berettigelse skal vi ikke være bange for at stille krav til fagligheden, samt at stille os frem i offentligheden med vores viden, så den kommer vores målgruppe til gavn.
En høj faglighed kræver, at man aktivt udvikler sin organisation ud fra ny viden, at man samarbejder med uddannelsesinstitutioner og kortlægger nye tendenser inden for sit område med tanke på, hvordan vi hjælper målgruppen bedst.
Her kan det også være gavnligt at se mod udlandet. I Liva er vi eksempelvis lige blevet certificeret i en metode, hvor undervisningen foregik digitalt og underviseren sad i Canada. På holdet var der socialarbejdere fra Australien, Sydafrika og Indonesien. Undervejs blev der udvekslet viden og erfaringer landene imellem. Og i dag er vi den organisation, hvor der er 12 ud af 30 medarbejdere, som er certificeret i risikovurdering af voldsramte. Vi er den eneste organisation, der er godkendt som VISO leverandør til at udlevere specialist viden i vold i nærerelationer til borgere og kommuner.
Den viden, som man indsamler er naturligvis vigtig i arbejdet, men det er ligeledes afgørende, at man er i stand til at videreformidle den viden, der indsamles og anvendes. Landets forskere og politikere skal kunne bruge NGO’er som sparringspartnere, og hvis de skal kunne have tillid til, at vores viden er valid, så er vores dedikation ikke nok.
Det er samtidig vigtigt, at vi er bevidste omkring vores metoder, når vi indsamler og formidler data, hvilket kræver, at vi er videbegærlige og nysgerrige. Som ansat og mellemleder kommer man således ikke sovende til, når det handler om at dygtiggøre sig inden for et specialiseret felt.
Det kræver, at vi ved, hvordan viden kan indsamles, fremstilles, bruges og tolkes, samt at vi aktivt stræber efter at arbejde ud fra en objektiv position– vores ansvar er ikke bare overfor dem, som vi formidler viden til, men i høj grad også dem, som vi formidler viden om.
Kort sagt: civilsamfundsorganisationerne er mere end ildsjæle. Såfremt, at de fra politisk side husker at bruge og prioritere os kan vi være faglige fyrtårne og sparringspartnere, der kan sikre, at det sociale arbejde har rødder i konkrete erfaringer med målgruppen. Vi står klar med både dedikation og faglighed.
Julie Amdi, Katja Have, Sandra Albrecht, Maja Albrechtsen er socialrådgivere. Jesper Hjelm Kristensen er socialpædagog og arbejdsmiljørepræsentant