Syd- og Sønderjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde frem til gerningsmanden bag et væbnet røveri mod Netto på Lindedal i Haderslev.
Det oplyser politikredsen på Twitter.
Til Ekstra Bladet siger vagtchef Erik Lindholdt:
- Kort før klokken 20 går en yngre maskeret mand ind i Netto, hvor han truer den unge kvindelige ekspedient med en pistol. Han får udleveret et pengebeløb i en pose og flygter fra butikken, siger han.
Gerningsmanden løb derefter hen til en lille hvid bil, muligvis en Ford Ka, hvor en medgerningsmand ventede. De to kørte efterfølgende i retning mod midtbyen.
Politiet søger vidner og efterlyser gerningsmanden med dette signalement:
- Yngre mand
- 180 cm og slank
- Hvid maskering for ansigtet
- Iført mørkgrå jakke, blå jeans og mørke/rødlige sko