Niels og Christian er flittige til at tjene gode lommepenge på at levere sæd til sædbanken Cryos, men er de rødhårede og under 175 centimeter i højden, skal de ikke håbe på kontant belønning for de værdifulde dråber.
Der er simpelthen ikke et tilstrækkeligt marked for rødhåredes sæd.
"Generelt er der ikke den store efterspørgsel efter den nordeuropæiske type internationalt. Vi diskriminerer ikke, men vi har simpelthen allerede nok sæd på lager fra mænd, der er rødhårede. Det er mest i Norden, der er efterspørgsel efter den type," siger Ole Schou, direktør for Cryos, til Newspaq.
Hedder man til gengæld Ali, Njogu eller kommer fra Kina, kan man fylde bankbogen med penge, for Cryos melder om stor efterspørgsel efter sæd fra mænd af afrikansk, asiatisk og mellemøstlig etnicitet.
"Det er svært at få flere donorer, men vi har blandt andet forsøgt at reklamere i Gellerup ved Århus, hvor der bor mange mennesker med forskellig etnicitet. Men vi har alligevel kun omkring ti procent af vores donorer, der er ikke-kaukasiere," forklarer Ole Schou.
En anden gruppe mænd er også meget eftertragtet.
"Vi har også brug for sæd fra grønlandske mænd, for vi har ikke en eneste grønlandsk donor," siger han.
Herhjemme oplever Fertilitetsklinikken Sellmer Klinik, der blandt andet arbejder med insemination, at man må skuffe håbefulde kvinder, der ikke kan blive insemineret med blandt andet sæd fra etnisk afrikanske mænd.
"Vi kontaktes af kvinder, der enten er afrikansk gift eller af afrikansk afstamning, men vi kan desværre ikke hjælpe dem, fordi vi simpelthen ikke kan skaffe sæden," siger indehaver Anette Sellmer til Newspaq.
Hun forklarer desuden, at det er normalt, at kvinder vil have børn, der ligner dem selv. Derfor er det eksempelvis kun kvinder, der selv er rødhårede, som ønsker sæd fra en rødhåret.
Ole Schou peger på, at Afrika er et blomstrende marked for donorsæd, og at der er åbnet mange klinikker på kontinentet, der kan inseminere afrikanske kvinder, som lider af barnløshed.
Også afroamerikanske kvinder efterspørger sæd, og sædbanken har nu åbnet en klinik i New York.
Donorer kan få udbetalt op til 500 kroner pr. sæddonation, men prisen afhænger af kvalitet og volumen.
Siden 1991 er 16.404 kvinder i mere end 60 lande blevet gravide med sæd fra Cryos.
I Danmark bliver omkring 10.000 kvinder insemineret hvert år - enten med donorsæd eller sæd fra deres partner.