Selv på Røvhulspladsen kan man møde andre end sig selv

Hvis man ellers lige har lidt tid at slå ihjel

Han synger det selv, ham Kenneth Thordal.

Så vi mødes på Røvhulspladsen og lige der tager vi en rask beslutning. Mig og den gamle provo-punker skal ud og køre i stationcar. Vi skal a walk on the wild side og genopleve forstadslivets betonidyl, præcis som sangskriveren selv gør det i intronummeret Knap nok begyndt , hvor han mindes tiden i et kvarter, hvor græsset er lidt for grønt, øjnene blidt for blå og skoene lidt for små.

Jeg satte bilen ved stationen i min gamle barndomsby.

Sådan lyder første strofe, for sådan skete det.

»Det er nærmest klassisk blues, men det var det jeg gjorde. Jeg parkerede samme sted som nu, sundede mig lidt, kiggede ud over byen og tænkte: Du kan ikke komme hurtig nok herfra med S-toget, men når du så er blevet et gammelt, borgerligt røvhul, så vender du tilbage i stationcar ,« lyder det fra den 41-årige krakiler, da vi rammer stationsbyen.

Vi spadserer gennem downtown Skovlunde. Gennem indkøbsmekka, hvor røgen står fra centerpub, som Thordal så præcist beskriver det i sin erindringshymne. Ikke så langt derfra voksede Kenneth op i god, socialdemokratisk beton. Han beskriver sig selv som lidt af en nørd, der ikke var knyttet til nogen særligt, men blot havde bestemt sig for at være gymnasiets lille forstadspunker med alt, hvad det indebar af sort musik, røde manifester og ikke mindst stakkevis af hvide baner i de syrede først-80 ere.

»Den sidste af de store ikke-kommercielle modkulturer,« kalder han (ikke uden stolthed) punk-bevægelsen, da vi bestiller en fadbamse på centrets brunt beklædte beton-bodega. Bag disken står en mellemøstlig indvandrer, mens et bredt udsnit af lediggængere og invalidepensionister hænger ud med håndbajere og Prince Hardbox-pakker stablet på ugens udgave af Se & Hør.

Problem-pop

»Det er en meget skæg lille nuance,« påpeger Kenneth Thordal.

»Her accepterer man at en indvandrer styrer baren, hvilket beviser at man egentlig ikke behøver være racist bare fordi, man tilhører Dansk Folkepartis kernevælgere.«

Præcis som i sine sange har Thordal et godt blik for tilværelsens små paradoksale absurditeter, uanset om det som i Ikke alt går i ring kredser om muhamedanernes integrationsmuligheder via rugbrødsspisning. Eller som når han i Køb ind køb ud skoser forbrugsfesten og mulighederne for at købe nyt navn, ny røv og nye nyrer i Pakistan. Eksempler er der masser af på plade nummer tre: Alt og ingenting . Men hvor meget reel rebel er der egentlig tilbage i den selvudnævnte protestsanger?

»Jeg tror mere, det handler om at jeg er omverdensbevidst. At jeg prøver at kigge på verden omkring mig og ikke kun bevæge mig rundt i intimsfæren, som man typisk gør i popmusik. Kald det popmusik med problematisering,« griner han og forklarer:

»Det er jo et dramaturgisk trick at problematisere tingene. Der skal være en konflikt. En vinkel. På den her plade er der faktisk ingen åbenlyst provokerende sange lige som sangen om den lille lakridsforbryder Anders,« siger han om visen fra forrige skive, der snapper efter statsministeren med ordene:

Du er jo sort om munden, min dreng. Har du været i bolsjerne igen? Og du er jo brun om næsen, min ven. Har du leget med Uncle Sam igen?

»Uden sammenligning i øvrigt, så er det jo også den slags som Niels Hausgaard og Allan Olsen synger om, bare mere elegant og underfundigt, måske. Mange opfatter mig som meget politisk, det er jeg måske også, men jeg ikke har ikke længere noget behov for bare at provokere. Jeg opfatter mig selv som ærlig - som et menneske, der prøver at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen,« forklarer han. Og tilføjer, at han trods alt er blevet lidt mildere med alderen og ikke længere ser verden i sort og hvid.

Nede med nuancen , som han formulerer det.

Den ikke-røde tråd

Vi slentrer gennem centrets stangvare-udsalg, bag flere ruder har butiksdøden slået til. Kenneth Thordal mindes den lokale bibliotekar Jan, der viste vej til rock n roll-ruten med at anbefale Lou Reed og Walk On The Wild Side . Kenny T. (Thordals alias) er stadig på fallittens rand, når han igen skyder et par hundrede tusind i en ny plade. Jo tak, et kommercielt gennembrud ville være kærkomment, skulle vi hilse og sige, men for den erfarne punk/pop-provo er der også andre takter på spil.

»Jeg har endelig oplevet at lave et omkvæd, folk kan synge med på. Det er sgu da målbart. Det er sgu da kommunikation, og det er jo det det hele handler om.«

Da vi vinker farvel til forstaden og kører mod Thordals andelslejlighed i et af byens bedre bohemékvarterer, spørger jeg om der overhovedet er en rød tråd fra Skovlunde til Østerbro. Det grubler han længe over, mens bil-stereoen afspiller de ord, han selv har smedet i sangen Hvad så .

Jeg er en jæger-samler i et spejlkabinet

Alt bliver målt og vejet og fundet alt for let

»Altså, hvis man tror på social arv, så har det selvfølgelig haft en betydning at vokse op herude. Jeg kan ikke lade være med at holde med dem, der er ramt af virkeligheden, som Ben Q. Holm (forfatteren - red.) har formuleret det. Så jeg vil ikke fordømme nogen som helst. Jeg er blevet gammel nok til at jeg godt kan se det fra begge sider. Sådan er jo at blive voksen. Så herude lærer man måske at sympatisere med manden på bænken - det lyder pissehelligt, det ved jeg godt. Så de har min solidaritet, men jeg gør jo ikke en skid for dem. Udover at hilse,« lyder det selvrevsende.

Det lyder som om, du har svært ved at tage dig selv højtideligt?

»Jamen, det er jo latterligt, det jeg laver. At rende og lave plader, som meget få folk køber. Jeg abonnerer på Information, læser Weekendavisen og hører P1, så det giver ligesom lidt sig selv med de meninger, jeg har. Så set med ungdommens øjne, er jeg sikkert et gammelt røvhul, der kører i en stationcar og lever et borgerligt liv, hvor man tjener penge på hvad som helst. Og så tænker jeg: Ja, ja. Men jeg har faktisk været sej engang ,« griner han, mens betonrammerne forsvinder i bakspejlet.