Dette er en klumme og udtryk for skribentens egen holdning.
En 27-årig kvinde ved navn Louise Wennicke forsøger i Berlingske d. 28/6, at retfærdiggøre og forklare, at hun med fuldt overlæg og på statens regning, har valgt at gøre et ufødt barn faderløst, uden dets accept og billigelse. Angiveligt fordi hun er bange for en evt. senere skilsmisse, hvor hun kan risikere ikke at have barnet for sig selv, må man forstå!
Så hellere reducere dets livsbetingelser fra livets start.
Louise Wennicke påstår, at hendes barn ikke har en far, men en donor. Dette er selvfølgelig forkert, da alle børn har en far, og også Wennickes barn besidder 50% af en mands dna, instinkter og familiekultur. Og barnet er et selvstændigt individ med egen blodtype, eget DNA og ikke mindst med retten til at kende hele sit biologiske ophav jf. FN’s børnekonvention.
I et samfund, der er så optaget af ligestilling mellem kønnene, har vi altså vedtaget Loven om fri fertilitet, der i princippet betyder, at fædre ikke er nødvendige i et barns opvækst. Det tyder på at ligestilling i dag handler om særstilling, feminisering og magt.
Man har normaliseret at den nye familie er mor og staten, og nu med op til to børn på statens regning. Det er blevet helt normalt, at kvinder sætter børn i verden alene. Vi nærmer os 5.000 faderløse børn af solomødre, altså ca. 10 % af en årgang.
Er det ligestilling? Er det i samfundets interesse?
På den ene side har folketinget besluttet, at fædre skal tvinges hjem på øremærket barsel, og på den anden side opmuntrer samme folketing til, at kvinder sætter børn i verden alene, fordi fædre åbenbart er unødvendige i et barns opvækst? Og hvis et par bliver skilt efter et par år, kan enhver kvinde benytte sig af systemet til at få den fulde forældremyndighed over barnet, uanset om faderen har taget al den barsel, han kunne. Det giver ikke mening.
Det er det ultimativt største anslag mod ligestillingen, at ét køn har erobret den ultimative magt over det mest eksistentielle og basale i samfundet, nemlig videreførelsen af samfundet gennem reproduktion af de kommende generationer.
Og dem, der har magten over børnene, har magten over fremtidens samfund. I dag domineres institutioner og folkeskolen af den feminine norm, så alle børn tvinges gennem en ‘østrogencentrifuge’ hvor kønnet neutraliseres mest muligt. Er det det samfund, vi stræber efter?
Louise Wennicke udtaler: “Et barn har brug for kærlighed, omsorg, tryghed og stabilitet, og det kan et barn få i flere familiekonstellationer.”
Men er det kærlighed at frarøve et barn sit faderlige ophav?
Et barn skal lære om kærlighed i relationen mellem to forældre og deres fælles kærlighed til barnet.
Og hvad betyder omsorg? Er det omsorg at udsætte et barn for en usund og ikke udfordret symbiose, som i de mest ekstreme tilfælde kan kvæle et barn.
Er det tryghed i en symbiose, der også kan rumme følelsesincest, da moderen ikke har en anden voksen, som hun kan dele sin dagligdag og følelsesmæssige udsving med.
Og hvad med stabilitet, når der er en risiko for, at en eller flere mænd kan komme ind over hendes liv, som barnet hver gang vil knytte sig til, for så at opleve svigt, hvis forholdet går i stykker og manden forsvinder helt ud af barnets liv fra den ene dag til den anden?
Solomoderskab er derfor en krænkelse af et barns fundamentale opvækstbehov. Barnet skal ud i en verden, som hovedsageligt repræsenteres af to køn, der har lige stor betydning for det sociale fællesskab og samfundets fremdrift. Men dette barn skal altså lære, at det ene køn er vanskeligt at omgås og noget man kan tage ind og herefter kassere, når det ikke makker ret. I det hele taget et køn, man ikke kan regne med. Hvordan mon bliver dette barns tilgang til verden bliver?
Et barn har brug for psykologisk, fysiologisk, biologisk, neurologisk, kemisk, biokemisk, kognitiv, emotionel, relationel og social stimulans i en dualisme mellem de to køn, som har sat det i verden. Og på den måde kan barnet skabe en identitetsudvikling i en balance mellem det feminine og det maskuline i sig selv.
At vokse op uden en far, svarer til at lytte til musik, hvor man har skruet helt ned for bassen og kun hører diskanten. Det giver en skævhed, som barnet må arbejde med hele livet.
Vi må som samfund ikke legitimere at det ene køn elimineres og ikke længere har en ligeværdig betydning i samfundet: Børn har brug for gode rollemodeller af begge køn gennem opvæksten.
Torben Haugaard er formand for Manderådet Foto: Privat