Danmark kan fra næste sommer få en national aldersgrænse på 15 år på sociale medier.
I dag sendte regeringen og aftalepartierne et lovforslag i høring, og det forventes at træde i kraft 1. juli 2027. Målet er at beskytte børn mod blandt andet skadeligt indhold, digitale krænkelser og algoritmer, der kan fastholde dem på platformene.
- I både Europa og andre vestlige lande er der opbakning til, at vi er nødt til at slå hårdere ned, når de sociale medier ikke tager deres ansvar alvorligt med at sikre bedre børnebeskyttelse. Det ser vi i EU, hvor flere platforme nu bliver omfattet af aldersgrænser, og i USA hvor der for nylig blev indgået et historisk forlig. Lovforslaget viser, at vi fra dansk side er på børnenes side, og at vi gerne går forrest i den internationale kamp for beskyttelse af børn og unge på sociale medier, siger forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund (M).
Hvad mener du om forslaget? Skal loven beskytte børnene eller blander politikerne sig for meget? Stem herunder og fortæl os, hvad du tænker om forslaget på vores Facebookside.