Silkeborg bliver for første gang værtsby for Royal Run.
Motionsløbet afholdes mandag den 17. maj 2027, og byen er den første af fem værtsbyer, der bliver offentliggjort.
Royal Run kommer til Silkeborg.
For første gang skal byen være vært for den royale motionsfest, når Royal Run 2027 løber af stablen 2. pinsedag, mandag den 17. maj. Silkeborg er den første af i alt fem værtsbyer, som arrangørerne offentliggør frem mod fredag.
Borgmester Helle Gade glæder sig over, at løbet kommer til byen.
- Jeg er helt vildt glad for nyheden om, at vi bliver værtsby for Royal Run i 2027, og jeg glæder mig utroligt meget til at byde velkommen til en folkefest i kondisko lige midt i Silkeborg, siger hun i pressemeddelelsen.
Royal Run tilbyder distancerne One mile, fem kilometer og ti kilometer. Ruterne kan både gennemføres løbende, gående og eksempelvis i kørestol.
I 2026 deltog 112.450 mennesker i Royal Run. Ifølge arrangørerne blev alle startnumre udsolgt på fire timer.