Antallet af nye hiv-diagnoser i Danmark er fortsat lavt. I 2025 fik 94 personer stillet diagnosen for første gang herhjemme, viser nye tal fra Statens Serum Institut, SSI. Det svarer til 1,6 tilfælde per 100.000 indbyggere.
Men omkring halvdelen af de nydiagnosticerede fik først konstateret hiv sent i sygdomsforløbet.
- Vi er nået meget langt med hiv-forebyggelsen i Danmark. De indsatser, vi har sat i værk gennem de seneste årtier, virker, og i dag ser vi meget få nye hiv-diagnoser, siger Maria Wessman, overlæge ved SSI.
Af de 94 personer var 31 mænd, der har sex med mænd, mens 51 var smittet heteroseksuelt. 33 var allerede smittet, før de kom til Danmark, og kunne derfor ikke være nået af danske forebyggelsesindsatser.
Ifølge SSI betyder udviklingen, at der ikke længere er én enkelt målgruppe, som kan nås med én bestemt indsats.
- Vi skal fortsat være gode til at teste de grupper, hvor vi kender risikoen. Men vi skal samtidig blive bedre til at tænke på hiv hos personer, som ikke passer ind i de klassiske risikogrupper, siger Maria Wessman.
Der blev hverken i 2024 eller 2025 anmeldt børn smittet eller født med hiv i Danmark.