Reden Ung København stod til at miste finansieringen fra 2027.
Nu er der afsat 890.000 kroner om året frem til 2030 til organisationens rådgivning og forebyggende arbejde.
Reden Ung København kan fortsætte arbejdet med børn og unge, der sælger eller udveksler seksuelle ydelser.
I Københavns Kommunes budget for 2027 er der afsat 890.000 kroner om året fra 2027 til 2030 til indsatsen, oplyser Liberal Alliance i en pressemeddelelse. Reden Ung rådgiver børn og unge, pårørende og fagpersoner og arbejder samtidig med forebyggelse. Ifølge organisationen har omkring 4.700 børn og unge i 7.-9. klasse erfaring med at sælge eller udveksle seksuelle ydelser for eksempelvis penge, gaver eller andre modydelser.
Joanne Bywater, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Liberal Alliance, glæder sig over bevillingen.
- Når et barn eller en ung skubbes ud i en situation, hvor sex bliver noget, de bytter for penge, gaver eller andre ting, så har de brug for hjælp, og for at blive grebet, siger hun blandt andet.