Mobilen, bilens skærm eller noget, der skal findes i tasken. Distraktionerne kan være mange, når bilen ruller, og især blandt de 25-34-årige ser uopmærksomhed ud til at være udbredt.
I en undersøgelse gennemført af Wilke blandt 2.425 bilister for Rådet for Sikker Trafik og Alm. Brand svarer 75 procent af de 25-34-årige, at de inden for de seneste tre måneder har gjort noget under kørslen, som tog deres opmærksomhed, og som de efterfølgende fortrød. Blandt alle bilister er tallet 53 procent. Samtidig mener 14 procent af de 25-34-årige, at det er acceptabelt at være uopmærksom bag rattet. Gennemsnittet blandt alle aldersgrupper er seks procent.
Tallene kommer samtidig med kampagnen "Blindkørsel", som Rådet for Sikker Trafik og Alm. Brand har lanceret målrettet bilister mellem 25 og 34 år.
Ifølge Vejdirektoratets ulykkestal er uopmærksomhed og manglende orientering den hyppigste faktor i alvorlige trafikulykker.