Efter flere forsinkelser nærmer dagen sig, hvor elever og medarbejdere kan flytte ind på Arena Skole og Fritid i Ørestad. Til oktober forventes den nye skole at slå dørene op, og 624 børn skal starte i de nye rammer.
Skolen er på omkring 18.000 kvadratmeter og bliver firesporet. På sigt skal der være plads til cirka 1.100 elever.
Skoleleder Thomas Ammentorp Schmidt lægger ikke skjul på, at forventningerne er store.
- Det sitrer, og alle er spændte som flitsbuer og hurtigløbere i startblokken. Vi glæder os til at tage imod alt det nye. Specielt svømmehallen hører jeg, børnene ser allermest frem til, siger han.
Ud over selve skolen kommer bygningen blandt andet til at rumme idrætshal, offentlig svømmehal og en springhal med springgrave og trampoliner. Faciliteterne skal ikke kun bruges af skolen. Også lokale foreninger, naboer og andre borgere skal kunne benytte dele af huset.
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) glæder sig over de nye rammer.
- De nye københavnske skolebyggerier tager pusten fra mig. De er beviset på, at vi i København kan skabe nogle exceptionelle rammer til glæde for børn, medarbejdere og forældre, siger han.