Bog & idé bakker op om nulmoms på bøger, men hvis de nye regler først er endeligt vedtaget kort før årsskiftet, er 1. januar for tidligt. En så stor ændring kræver reel tid til implementering, hvis den skal fungere i butikkerne fra første dag.
Marianne Lyngby Pedersen, administrerende direktør i Bog & idé, opfordrer derfor til, at nulmomsen på bøger først træder i kraft 1. juli.
- Vi tror på, at nulmoms kan gøre bøger mere tilgængelige og få endnu flere til at læse. At flere børn får deres egen bog i hånden. At flere unge opdager glæden ved at læse. Og at flere voksne finder plads til bøgerne i hverdagen. Derfor glæder vi os til at føre nulmomsen ud i livet, siger hun.
Men direktøren ønsker samtidig, at nulmomsen træder i kraft 1. juli i stedet for 1. januar.
- Hos os er vurderingen klar: En ikrafttrædelse 1. januar giver os ikke den nødvendige tid til at implementere ændringen ordentligt. Lovforslaget er endnu ikke fremsat. Hvis det som forventet først bliver endeligt vedtaget ultimo november eller primo december, kan der være omkring én måned fra Folketingets vedtagelse, til de nye regler skal fungere ude i virkeligheden, siger Marianne Lyngby Pedersen.
Hun peger på, at kæden skal tilpasse og teste kassesystemer, økonomisystemer, webshop og integrationer samt sikre korrekt håndtering af blandt andet gavekort, returneringer, ombytninger og ordrer, der går hen over ikrafttrædelsesdatoen.
Samtidig er Bog & idé en frivillig kæde, hvor den enkelte boghandler selv fastsætter sine priser. Det betyder, at de selvstændige boghandlere skal have mulighed for at tage stilling til og fastsætte priserne på måske 3.000–5.000 bogtitler på ny.
En måned er derfor efter kædens vurdering ikke en forsvarlig implementeringsperiode.