Et studie fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på OUH viser, at PTSD-symptomer blandt ambulanceansatte ikke kun kan hænge sammen med enkelte voldsomme hændelser.
Mange belastende oplevelser over længere tid kan tilsammen udgøre en stor psykisk belastning.
Alvorlige trafikulykker, selvmord, kritisk syge patienter og børn i livstruende situationer er en del af hverdagen for ambulanceansatte. Nu peger et nyt studie fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på OUH på, at det ikke nødvendigvis kun er de mest dramatiske oplevelser, der kan sætte psykiske spor.
Forskerne har gennem et år fulgt 251 ambulanceansatte og spurgt ind til deres oplevelser på arbejdet og deres symptomer på posttraumatisk stress. Konklusionen er ifølge FOA, at mange belastende hændelser over længere tid tilsammen kan udløse PTSD-symptomer.
Thomas Brücker, formand for Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektoren i FOA, mener, at resultaterne bør føre til ændringer på arbejdspladserne.
- Nu ligger der endelig forskning på noget, vi og de ansatte har peget på i mange år. Og det bør få alle advarselslamper til at blinke: Det er ikke kun voldsomme hændelser, der giver psykiske belastningsreaktioner og PTSD, siger han.
Forskerne peger blandt andet på mere systematisk opfølgning efter perioder med høj belastning, bedre mulighed for restitution og en mere organiseret rotation mellem opgaver med høj og lav intensitet.
FOA ønsker blandt andet årlige screeninger for psykiske belastningsreaktioner, obligatorisk supervision og støtteordninger på arbejdspladserne.
- Det her studie peger direkte på, at vi skal kigge på både de voldsomme enkeltstående hændelser og dagligdagshændelserne, når vi taler forebyggelse, siger Thomas Brücker.