Donald Trump har givet sin indenrigsminister 90 dage til at vurdere, om gråulven og den mexicanske ulv fortsat skal have føderal beskyttelse.
Nu oplyser myndighederne i Californien, at den videnskabelige proces er gået i gang.
Donald Trumps ordre om at undersøge beskyttelsen af ulve i USA har nu ført til næste skridt.
California Department of Fish and Wildlife oplyste 10. september, at U.S. Fish and Wildlife Service er begyndt den videnskabelige proces, der skal afgøre, om den mexicanske ulv og gråulven kan fjernes fra listen over føderalt beskyttede arter.
Trump underskrev ordren 4. september. Her får indenrigsminister Doug Burgum 90 dage til at afgøre, om ulvene opfylder kriterierne for at blive fjernet fra eller nedklassificeret under den amerikanske Endangered Species Act, oplyser BBC.
Hvis ministeren vurderer, at kriterierne er opfyldt, skal processen med at ændre ulvenes status sættes i gang.
Ulvene er fortsat beskyttet
Gråulven er fortsat føderalt beskyttet i store dele af USA. I Minnesota er den klassificeret som “threatened”, mens den i hele eller dele af 44 andre stater er klassificeret som “endangered”. Ulvene i Northern Rocky Mountains er ikke længere føderalt listet. Den mexicanske ulv er særskilt klassificeret som endangered.
Ifølge BBC var der 319 mexicanske ulve i naturen i USA i 2025. Da ulvene blev genudsat i 1998, var der fire.
Miljø- og naturorganisationer har kritiseret Trumps ordre. BBC citerer blandt andre Grand Canyon Wolf Recovery Project, som mener, at væksten i bestanden ikke i sig selv betyder, at den mexicanske ulv er kommet sig, og at en svækkelse af beskyttelsen kan true mange års arbejde med bestanden.
Kan også ændre regler om at aflive ulve
Præsidentordren handler ikke kun om ulvenes status som beskyttede dyr.
Trump har også bedt myndighederne overveje at ændre regler og retningslinjer for, hvornår der kan gives tilladelse til at aflive ulve, der udgør en fare for mennesker eller husdyr. Samtidig skal reglerne om kompensation til ranchere, der mister husdyr til ulve, gennemgås.
Trump begrunder initiativet med ønsket om at støtte amerikanske ranchere og landets kvægproduktion.
California Department of Fish and Wildlife understreger samtidig, at staten fortsat vil arbejde med både beskyttelse af truede arter og hensynet til ranchere, mens den føderale vurdering står på.