Cybersikkerhed kan være mere end beskyttelse mod hackere. Det kan også hænge sammen med højere vækst.
Det viser en ny rapport fra Industriens Fond og Security Tech Space. Ifølge rapporten øger virksomheder, der prioriterer cybersikkerhed, omsætningen knap tre gange hurtigere og personalet 12 gange mere end virksomheder, der ikke gør. Hos Vendelbo Spedition i Hjørring oplever man, at kunderne i stigende grad spørger til sikkerheden.
- Vi bliver spurgt om sikkerhed hele tiden. Når vi kan svare og vise, at vi er en sikker partner, bliver det et salgsparameter, siger administrerende direktør Jesper Bundgaard Madsen.
Virksomheden har blandt andet fået sin it-sikkerhed testet af venligtsindede hackere og bruger dokumentationen i forbindelse med salg.
Rapporten udkommer samtidig med lanceringen af initiativet Cybersikker Virksomhed. Det er et offentligt-privat samarbejde, der skal gøre det lettere for danske virksomheder at få hjælp til cybersikkerhed.