På Birkeskolen fik 21-årige autistiske Magnus Jørgensen fra Højbjerg venner og et fællesskab.
Familien havde aldrig før set ham trives så godt.
Men nu er alt ændret.
Siden januar har han gået på Kileparken. Her oplever Magnus selv stor ensomhed og fortæller, at han sidder med sin telefon stort set hele dagen.
Familien retter kritik mod Aarhus Kommune. Se kommunens svar nederst.
For første gang i sit liv fik Magnus venner. Han tog på ture. Lavede mad sammen med andre. Deltog i aktiviteter. Og hjemme hos familien i Højbjerg kunne de også mærke en positiv forskel.
Sådan beskriver både 21-årige Magnus Jørgensen og hans mor, Karin Jørgensen, de tre år, hvor han gik på STU på Birkeskolen. Magnus Jørgensen er autist, og i dag er hverdagen ifølge familien en anden. Siden januar har Magnus gået på aktivitetstilbuddet Kileparken i Tilst. Her oplever han selv stor ensomhed og meget få aktiviteter.
I et forsøg på at råbe Aarhus Kommune op, har familien derfor rakt ud til Avisen.dk. Situationen er nemlig ifølge familien gået i hårdknude.
- På Kileparken oplever jeg, at jeg ikke bliver tilstrækkeligt aktiveret. Jeg sidder på min telefon hver dag, når jeg er derude, stort set hele dagen. Jeg bliver ikke tilbudt aktiviteter eller noget, der kan engagere mig og give min dag et indhold, skriver Magnus Jørgensen til Avisen.dk.
Magnus Jørgensen bor hjemme hos sin familie. Rutiner, genkendelighed og kendte mennesker betyder meget i hans hverdag, fortæller hans mor. Avisen.dk har skrevet med Magnus, da han er tryg ved at kommunikere på denne måde, og samtidig har vi talt med hans mor Karin Jørgensen.
Fik endelig venner
Magnus gik i tre år på Birkeskolen, der er et STU-tilbud for unge med særlige behov. Birkeskolen beskriver selv blandt andet social udvikling, relationer og livsmestring som centrale dele af tilbuddet. STU'en er treårig, og undervisningen tager ifølge skolen udgangspunkt i den enkelte elevs mål og ressourcer.
For Magnus gjorde årene en stor forskel.
- Jeg gik tidligere på et privat STU-tilbud, hvor jeg for første gang i mit liv fik venner og følte, at jeg hørte til. Vi tog på ture, lavede mad sammen og deltog i forskellige aktiviteter. Det gav mig både glæde, udvikling og et socialt fællesskab, skriver han.
Det samme oplevede familien.
Karin Jørgensen fortæller, at de ikke tidligere havde set deres søn fungere så godt. Derfor ønskede både Magnus og familien, at han kunne blive i de kendte rammer, da hans STU sluttede.
Sagde nej til Bøgeskovgård
I 2025 begyndte forløbet om, hvilket tilbud Magnus skulle have efter sin STU. Ifølge Karin Jørgensen gjorde familien fra begyndelsen klart over for Magnus' daværende ungerådgiver, at han ikke ønskede Bøgeskovgård. Hun oplevede, at rådgiveren var enig i familiens vurdering.
Alligevel kom der midt i familiens sommerferie i Italien en besked, de ikke havde ventet. Magnus blev tilbudt Bøgeskovgård.
- Vi får at vide midt i vores sommerferie i Italien, at Magnus er tilbudt Bøgeskovgård. Vores ferie falder helt fra hinanden, siger Karin Jørgensen.
Bøgeskovgård beskriver sig selv som et dagbeskæftigelsestilbud for voksne udviklingshæmmede med fokus på den enkelte borgers trivsel og udviklingsmuligheder.
Familien sagde nej. Karin Jørgensen mener, at det aldrig var blevet skrevet ordentligt ind i Magnus' sag, at han ikke ønskede Bøgeskovgård. Da andre senere behandlede sagen, kendte de derfor ifølge hende ikke til familiens tidligere besked.
Stolede på vurderingen
Efter sommerferien holdt familien møde med kommunen. Her fik de ifølge Karin Jørgensen besked om, at Magnus ikke kunne fortsætte på Birkeskolen. Hun fortæller, at økonomien blandt andet blev nævnt som begrundelse.
I stedet blev familien præsenteret for Kileparken.
- Det er vi kede af, men vi tager imod tilbuddet om Kileparken, som vi får at vide er et match. Vi stoler på dem, og da vi ser stedet, er det jo svært for os at vurdere, men vi tænker, at de er fagfolk, så Magnus starter der, siger Karin Jørgensen.
Hun understreger, at familiens kritik ikke er rettet mod Magnus' nuværende rådgiver. Hende er Magnus ifølge moren rigtig glad for. Problemet er selve den hverdag, familien oplever, han har fået.
Kileparken er et kommunalt aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens paragraf 104 for voksne med udviklingshæmning og autisme og et betydeligt og varigt behov for pædagogisk støtte og omsorg. På sin hjemmeside beskriver Aarhus Kommune, at borgerne på Kileparken skal have positive oplevelser, mulighed for udvikling og en meningsfuld hverdag. Kommunen skriver desuden, at aktiviteterne tilpasses den enkelte borgers behov, færdigheder, motivation og interesser. Kileparken arbejder også med en genkendelig struktur, der skal skabe sikkerhed og tryghed.
Men det er ikke sådan, Magnus oplever sin hverdag.
- Jeg ønsker ikke bare at være et sted for at være der. Jeg ønsker et tilbud, hvor der bliver taget udgangspunkt i mig, mine behov og mine muligheder, og hvor jeg bliver hjulpet til at få en meningsfuld hverdag, skriver han.
Han fortæller samtidig, at han ikke har fundet det fællesskab, han havde på Birkeskolen.
Er ren opbevaring
Karin Jørgensen oplever også, at hendes søn har forandret sig. Ifølge hende er Magnus blevet mere indelukket og mindre social, og familien mærker mistrivslen, når han kommer hjem. Hun fortæller, at han på Kileparken bruger meget tid på et værelse sammen med to andre borgere, som han har svært ved at kommunikere med.
- Jeg ser det som ren opbevaring. Magnus trives ikke, og vi kan mærke det herhjemme også. Alle de gode ting, vi så ske på Birkeskolen, forsvinder. Han er indelukket, mindre social og savner sine venner, siger Karin Jørgensen.
Ifølge hende har kommunen over for familien givet udtryk for, at Magnus trives på Kileparken, men Magnus selv beskriver det anderledes.
- Jeg føler, at mine ønsker og behov aldrig er blevet taget alvorligt, skriver han.
Nu frygter familien oktober
Som om bekymringen for dagene på Kileparken ikke var nok, nærmer en ny udfordring sig. Magnus bryder sig ifølge sin mor ikke om at køre bus. Indtil nu har han fået lov til at køre med en chauffør, han kender, sammen med en elev fra Birkeskolen. Det har gjort transporten mere tryg for ham, men ifølge Karin Jørgensen stopper den ordning fra oktober.
Magnus skal i stedet køre i en ordning med Vikingebus, hvor flere borgere bliver samlet op forskellige steder undervejs, og i Aarhus Kommune er Vikingbus er leverandør af kørsel på voksenhandicapområdet. For Magnus vil det ifølge familien betyde længere ture og transport uden de kendte mennesker, han er tryg ved.
- Vi ved allerede nu, at vi aldrig får Magnus på den bus til oktober. Men kommunen har afvist at ændre det, siger Karin Jørgensen.
Store konsekvenser
Hvis Magnus ikke kan komme afsted, eller hvis familien vælger at tage ham ud af Kileparken, frygter forældrene, at alternativet bliver, at de selv skal have ham hjemme. For ifølge kommune har de så brugt de to tilbud, som de har krav på at få - også selvom det ene ifølge Karin Jørgensen blev givet grundet en fejl fra den daværende ungerådgiver.
Begge forældre er selvstændige, og det er sin sag at arbejde og passe en autist som Magnus.
- Det er en stor opgave. Han kræver opsyn hele tiden. Vi har tilbudt at hente tidligere eller kun have ham enkelte dage på Birkeskolen og selv betale også, men kommunen står fast. Det her slider på os alle, også Magnus' andre søskende, siger Karin Jørgensen.
Hun frygter, at hun på sigt kan blive nødt til at stoppe sin virksomhed for at være hjemme hos Magnus.
Men den største bekymring rækker længere end til oktober. Den handler om resten af et ungt menneskes liv.
- Magnus er 21 år. Det er jo hele hans liv, han skal sidde opbevaret på Kileparken og kigge på en telefon i et rum. Det er mange år, siger Karin Jørgensen.
For hende er sagen blevet et spørgsmål om, hvorvidt hendes søn bliver set som det menneske, han er.
- Magnus er et stykke papir for dem. Det er den oplevelse, vi står tilbage med. For os er han vores barn. Vi er så kede af at sende ham til Kileparken. Hvilke forældre har lyst til at sende deres barn et sted hen, hvor de ikke trives? spørger Karin Jørgensen.
Avisen.dk har naturligvis kontaktet Aarhus Kommune, som familien retter deres kritik mod. Kommunen svarer følgende:
Af hensyn til vores samarbejde med den pågældende borger og af respekt for hans privatliv ønsker vi ikke at kommentere den konkrete sag. Vi kan dog generelt beskrive, hvordan vi arbejder i situationer, hvor borgere skal overgå fra ét tilbud til et andet. På den baggrund har vi udarbejdet denne skriftlige kommentar fra centerchef i Aarhus Kommune, Tina Fendinge:
Gennem livet oplever alle mennesker overgange, fx fra uddannelse til beskæftigelse eller aktivitetstilbud. I Aarhus Kommune er vi meget bevidste om, at disse overgange kan være særligt krævende for nogle borgere, herunder borgere med autisme eller andre særlige behov. Vi ved, at et skift til et nyt tilbud ikke kun påvirker den enkelte borger, men ofte også forældre, søskende og andre nære pårørende. Derfor lægger vi stor vægt på dialog, løbende information og forventningsafstemning, så både borgeren og de nærmeste pårørende oplever sig inddraget og godt forberedt på den kommende overgang.
Det indebærer ofte, at der afsættes ekstra ressourcer i opstartsperioden, så den enkelte får tid og støtte til at blive fortrolig med de nye rammer. Vi forsøger desuden, hvor det er muligt, at bevare genkendelige elementer i en overgangsperiode, så ikke alt ændres på én gang. Det kan fx være, at en borger beholder samme kørselsordning ved skift til et nyt tilbud, eller at et eksisterende aktivitetstilbud fortsætter i en periode i forbindelse med flytning til et nyt botilbud.
Når en borger skal visiteres til et nyt tilbud, sker det altid gennem dialog med borgeren og eventuelt pårørende om behov, ønsker, interesser og muligheder. Det er dog ikke altid muligt at imødekomme alle ønsker, da vi samtidig skal sikre, at tilbuddet matcher borgerens behov og ligger inden for de lovgivningsmæssige og økonomiske rammer, vi som kommune er forpligtet til at arbejde indenfor.
Det er desuden vigtigt at understrege, at der ikke er frit valg af tilbud inden for beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens §§ 103 og 104.
Det berører os altid, når borgere eller pårørende oplever, at de ikke er blevet lyttet til eller forstået. Vi tager sådanne tilbagemeldinger alvorligt og arbejder løbende på at sikre en god dialog og inddragelse af borgerne i de beslutninger, der vedrører deres hverdag og fremtid.