Danske virksomheder, der begynder at bruge kunstig intelligens, har efterfølgende lavere beskæftigelsesvækst end sammenlignelige virksomheder uden AI.
Det viser en ny analyse fra Nationalbanken.
På landsplan er der dog endnu ikke tegn på, at AI har sænket den samlede beskæftigelse.
Kunstig intelligens er begyndt at sætte spor på det danske arbejdsmarked.
Virksomheder, der tager AI i brug, ansætter efterfølgende færre nye medarbejdere end sammenlignelige virksomheder, der ikke bruger teknologien. Det viser en ny analyse fra Danmarks Nationalbank baseret på danske virksomheds- og registerdata.
- Den omstilling, vi forventede med AI, er kommet i gang i Danmark. Vi kan se, at virksomheder, der har taget AI i brug, har en lidt lavere beskæftigelsesvækst end sammenlignelige virksomheder, der ikke har taget AI i brug, siger nationalbankdirektør Signe Krogstrup.
Forskellen viser sig især blandt yngre medarbejdere og personer med længere uddannelse. Nationalbanken finder til gengæld ikke tegn på, at lønningerne er blevet påvirket.
Ingen tydelig effekt samlet set
Selv om virksomheder med AI har lavere beskæftigelsesvækst, kan Nationalbanken endnu ikke se en tydelig effekt på den samlede danske beskæftigelse. Det er heller ikke bankens forventning, at der kommer en sådan effekt i de kommende år.
- Det tyder på, at de, der før ville være blevet ansat i virksomheder, der er begyndt at bruge AI, i stedet har fundet jobs andre steder. I Danmark har vi et fleksibelt arbejdsmarked og en udbredt digitalisering, og dermed er vi godt stillet i forhold til at drage fordel af AI, siger Signe Krogstrup.
Fremtiden er usikker
Nationalbanken understreger samtidig, at det fortsat er meget usikkert, hvordan AI vil påvirke arbejdsmarkedet på længere sigt.
- Det er meget usikkert, hvordan udviklingen af AI vil påvirke det danske arbejdsmarked fremover. Man kan ikke afvise, at beskæftigelsen kan falde på sigt, men omvendt kan det også være, at AI understøtter fremkomsten af nye virksomheder og jobfunktioner i en sådan grad, at beskæftigelsen rent faktisk stiger, siger Signe Krogstrup.
Analysen kombinerer oplysninger fra Danmarks Statistik om virksomhedernes brug af AI med registerdata om blandt andet beskæftigelse og lønniveau. Det har ifølge Nationalbanken gjort det muligt at identificere mønstre helt ned på virksomhedsniveau.