Forsikringsselskaberne opdagede omkring 13.500 tilfælde af forsikringssvindel i 2025 til en samlet værdi på to milliarder kroner.
Ifølge brancheorganisationen F&P betyder svindlen, at en gennemsnitsfamilie betaler mindst 700 kroner ekstra om året for sine forsikringer.
Forsikringssvindel rammer ikke kun forsikringsselskaberne. Ifølge brancheorganisationen F&P bliver regningen i sidste ende også sendt videre til de mange kunder, der ikke snyder.
En ny opgørelse fra F&P viser, at forsikringsselskaberne i 2025 opdagede svindel for to milliarder kroner fordelt på omkring 13.500 sager. Ifølge F&P betyder svindlen, at en almindelig gennemsnitsfamilie hvert år betaler mindst 700 kroner mere for sine forsikringer.
- To milliarder kroner er prisen på den del af svindlen, der bliver opdaget. Men svindlens natur er jo at undgå dagens lys, så to milliarder er næppe det fulde omfang, siger Kent Damsgaard, administrerende direktør i F&P.
Personskader står for størstedelen
Langt de fleste afdækkede sager handler om tingskader. Her blev der registreret næsten 11.000 tilfælde, hvor der eksempelvis kan være skrevet ekstra genstande på en liste over stjålne ting eller anmeldt en skade, som ikke har fundet sted.
De cirka 2.500 sager om falske personskader står til gengæld for langt størstedelen af det opdagede beløb. Ifølge F&P drejer det sig om mere end 1,3 milliarder kroner, svarende til 71 procent af det samlede beløb.
F&P ønsker nu et tættere samarbejde med både politiet og kommunerne. Brancheorganisationen peger blandt andet på, at forsikringsselskaberne kan foretage forundersøgelser i sager, før de eventuelt sendes videre til politiet.
Organisationen ønsker også bedre mulighed for at dele oplysninger med kommuner i sager om personskader, fordi sådanne sager kan være forbundet med offentlige ydelser.
- Langt de fleste personskader er helt reelle og vidner om ægte tab af førlighed og livskvalitet. Dét skal naturligvis udløse erstatning. Men når det er svindel, selv i få tilfælde, er det voldsomt dyrt for fællesskabet, siger Kent Damsgaard.