En 42-årig mand bliver i dag mandag klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, sigtet for grov vold og fareforvoldelse.
Sagen udspringer af en episode søndag eftermiddag i Risskov, hvor manden ifølge Østjyllands Politi forsætligt påkørte en 13-årig dreng. Politiet oplyser, at den 42-årige angiveligt var blevet vred over larm fra nogle drenge. Herefter skal han være kørt efter dem i sin bil gennem stisystemer og veje i området.
Ifølge politiet ramte bilen den 13-åriges baghjul, så drengen blev slynget af cyklen. Flere patruljer blev sendt til stedet. Mens betjente afhørte drengene, kørte en anden patrulje til den 42-åriges adresse, hvor han blev anholdt og sigtet.
Den 13-årige blev kørt på hospitalet til undersøgelse. Han kom ifølge politiet ikke umiddelbart kritisk til skade.