Mere end 100 virksomheder deltager fredag den 18. september i Bo- og jobmesse Sønderjylland i Tønder.
Messen er gratis og henvender sig både til jobsøgende og mennesker, der overvejer at flytte til landsdelen.
Mere end 100 virksomheder står klar, når dørene fredag åbner til Bo- og jobmesse Sønderjylland i Tønderhallerne.
Messen finder sted fra klokken 12 til 15 og samler virksomheder, jobsøgende og potentielle tilflyttere fra både Danmark, Tyskland, Polen og andre lande. Det er tredje år i træk, at de fire sønderjyske kommuner og Udviklingsråd Sønderjylland står bag messen. Sidste år kom mere end 1.000 besøgende.
Blandt virksomhederne i år er Sønderborg Lufthavn, som deltager for første gang. På lufthavnens område arbejder mere end 180 medarbejdere fordelt på flere virksomheder, og der er blandt andet brug for flymekanikere, securitymedarbejdere, kontoruddannede og brandfolk.
- Mange kender lufthavnen som et sted, man rejser fra, men ikke nødvendigvis som en stor arbejdsplads med mange forskellige jobmuligheder, siger administrerende direktør Jákup Sverri Kass.
Messen handler ikke kun om job. De besøgende kan også få information om bolig, uddannelse, fritidsliv og mulighederne for at bosætte sig i Sønderjylland. Efter messen er der blandt andet mulighed for byvandring i Tønder, mens Tønder Festival sørger for musik på Torvet.
Der er gratis adgang og gratis parkering.