"Familie tævede højgravid".
Sådan lød overskrifterne i går, efter politiet efterlyste en familie på fem for et voldeligt overfald nær Esbjerg.
Men nu siger Syd- og Sønderjyllands Politi, at der ikke er noget i sagen alligevel.
"Familien har meldt sig selv, og det er en helt anden historie, der er tale om," siger vicepolitiinspektør Lorenz Matzen til Newspaq.
I går troede politiet, at familien var gået amok, fordi den gravide kvinde ikke kunne styre sin hund under en tur i skoven. De oplyste, at familien først overfaldt kvinden verbalt - og da hun forsøgte at slippe væk, blev hun også overfaldet fysisk, og blev blandt andet væltet om på jorden.
Politiet lader nu sagen falde, men vicepolitiinspektøren vil ikke sige, hvad der egentlig skete i skoven.
Kvinden blev efterfølgende undersøgt på hospitalet - og selvom fosteret heldigvis har det godt efter overfaldet, så er moderkagen blevet skadet, så kvinden nu ikke kan føde barnet på normal vis.