Der hersker stor mystik om den 52-årige Kit Hildgaard Andersens forsvinden.
Tirsdag aften blev Tjæreborg finkæmmet, efter at en borger mente at have set hende, skriver Jv.dk. Og i dag leder politiet med hunde efter hende i området omkring Tjæreborg.
Tjæreborg ligger tæt på Esbjerg, knap 30 kilometer fra Kit Hildgaard Andersens hjem Kalvslundvej ved Horslund i Ribe.
Kit Hildgaard Andersen forlod sin bopæl søndag aften for at gå med hunden. Siden er hun ikke set, men hunden, en rotweiler, vendte tilbage til bopælen mandag eftermiddag - uden Kit Hildgaard Andersen.
Til BT fortæller politikommissær Jan Rebsdorf fra Syd- og Sønderjyllands Politi, at man er temmelig sikker på, at tippet, om at hun er set i Tjæreborg, er godt nok.
- En person har ringet og sagt, at han har set en person, der svarede til signalementet, og pågældende spurgte om vej til Esbjerg, så vi har reageret på den henvendelse. Så er hun også formentlig blevet set i Esbjerg, fortæller Jan Rebsdorf.
Det vides ikke, i hvilken retning Kit Hildgaard Andersen gik søndag aften, men ifølge politiet forlyder det, at hun gik i vestlig retning. Mod vest ligger Haslund, mens Tjæreborg grænser op til Esbjerg i nordvestlig retning.
Signalement
Da 52-årige Kit Hildgaard Andersen forlod hjemmet, var hun iført neonfarvet top, sort Kansas jakke med røde syninger, sorte overalls samt sorte vandrestøvler.
Hun er 170 til 175 centimeter høj og spinkel af bygning. Hun er lys i huden med langt, mørkeblondt hår.
Hun har en drage-tatovering foran fra venstre kraveben til venstre bryst.
Hvis nogen har set Kitt Hildgaard Andersen, kan man kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 114.