Myndighederne bliver sat på en hård prøve i næste uge. I løbet af to dage skal de håndtere "terror i Nordjylland". Folk skal reddes, evakueres og behandles - og i udlandet sættes diplomater under pres.
Øvelsen tester politifolk, brandmænd, kommunale beredskaber, sygeplejersker, PET, diplomater, virksomheder og mange andre.
De skal opleve at arbejde sammen og at koordinere indsatsen i det, der kaldes Krisøv 2017.
- Under Krisøv skaber vi en meget alvorlig og udfordrende situation i Nordjylland og ser, hvordan myndighederne håndterer det, siger Mads Ecklon, der er øvelseschef i Beredskabsstyrelsen, i en pressemeddelelse fra politiet.
I alt 33 aktører deltager.
Deres evner udfordres, når det gælder om at håndtere "akutte, komplekse eller uforudsigelige hændelser, hvor mange aktører skal arbejde sammen om at levere en handlekraftig indsats", lyder det i beskrivelsen.
Ikke bare skal der ske evakuering, ligesom sygehuse skal være klar - også Danmarks udenrigstjeneste involveres i de begivenheder, som vil udfolde sig.
Både på det nationale og det lokale plan skal man afprøve såkaldte strategiske hensigter.
- Vi skal ikke bare være brandslukkere, der løber fra den ene opgave til den anden. Myndighederne har defineret nogle strategiske hensigter, hvor vi på forhånd er blevet enige om, hvilke overordnede mål, vi arbejder sammen om at opnå, forklarer Mads Ecklon.
Øvelsen i 2015 gik slet ikke som planlagt. På grund af flygtninge fra Syrien besluttede politiet at trække sig ud af øvelsen, da den var cirka midtvejs. Dengang var temaet en atomulykke.
Netop sådan en ulykke er en af de ti største trusler mod Danmark, hed det i Nationalt Risikobillede, som Beredskabsstyrelsen offentliggjorde i 2013.
Andre gange har myndighederne øvet sig i at håndtere cyberangreb og fugleinfluenza.
/ritzau/