Ritzau
Opdateret kl. 17:58
En 20-årig gymnasieelev er søndag eftermiddag fundet død i et lavvandet sivområde i Ringkøbing Fjord.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Anders Klinkby Rostbøll blev senest set klokken 02 natten til lørdag på Vester Strandgade i Ringkøbing, hvor han stod uden for baren Shooters.
Omkring samme tidspunkt er hans mobiltelefon senest koblet på en mobilmast i den nordlige del af byen. Men herefter er telefonen enten blevet slukket eller løbet tør for strøm.
Allerede lørdag blev en omfattende eftersøgning sat i gang.
Eftersøgningen fortsatte søndag, hvor Beredskabsstyrelsen i Midtjylland deltog med en båd og 17 mand, herunder dykkere, oplyser styrelsen på det sociale medie Twitter.
Desuden deltog 400 frivillige i eftersøgningen. Ligesom politi med hunde og en af Forsvarets helikoptere ledte efter den 20-årige.
Søndag eftermiddag lykkedes det så en helikopter at finde den savnede, som lå livløs i et lavvandet sivområde i den nordlige del af Ringkøbing Fjord.
Redningsmandskabet fik bjærget den unge mand, men kunne straks konstatere, at han var afgået ved døden.
- Der er intet, der tyder på, at der skulle være foregået en forbrydelse, og politiet betragter hændelsen som en tragisk ulykke, skriver politiet i en pressemeddelelse.
/ritzau/