Når landstræner Morten Olsen klokken 14.15 udtager truppen til sommerens EM-slutrunde, lader han sandsynligvis tre pladser stå åbne.
Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.
Olsen vælger sandsynligvis at udtage 20 af de 23 spillere, han tager med til Polen og Ukraine, og venter med at sætte navne på de resterende pladser før Superligaens sidste spilledag onsdag den 23. maj.
Landstræneren har dog helt frem til den 29. maj, før han skal aflevere en komplet EM-trup til det europæiske fodboldforbund, Uefa.
De første EM-spillere samles allerede på torsdag i Helsingør for at forberede sig til slutrunden, hvor Danmark møder Holland, Portugal og Tyskland i det indledende gruppespil.
Efter to forberedelseskampe mod Brasilien og Australien rejser landsholdet af sted til EM den 4. juni.