Forebyggelse og færre ofre. Det er blandt nøgleordene, når justitsminister Morten Bødskov (S) i de kommende uger skyder forhandlingerne om en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen i gang.
Samtidig glæder Bødskov sig over nye tal, der viser, at antallet af voldsanmeldelser gennem de seneste år er faldet, og at dømte voldsforbrydere bliver straffet hårdere.
Det er en følge af de strafskærpelser, der er vedtaget i Folketinget, mener han.
- Vold er en meget alvorlig forbrydelse, som har store konsekvenser for ofrene. Og samfundet skal sende et klart signal til voldsforbryderne om, at det er meget alvorligt, siger Morten Bødskov.
Fra 2006 til 2011 er antallet af voldsanmeldelser faldet med knap 10 procent. Og selv om forskere tidligere har påpeget at et sådant fald ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at der også begås mindre vold, glæder det ministeren.
- Det er den måde, vi kan registrere det på. Det, vi skal lægge mærke til, er, at faldet i anmeldelser af voldskriminalitet, følger det fald, som er inden for andre personfarlige kriminalitetstyper, siger Morten Bødskov.
Morten Bødskov ser dog gerne, at antallet af voldsanmeldelser bliver endnu lavere i fremtiden.
- Der er stadig for mange ofre for vold og voldsforbrydelser i Danmark. Jeg håber på, at vi kan komme endnu længere ned.
I de forestående forhandlinger om en flerårsaftale for Kriminalforsorgen er et af kernespørgsmålene de overfyldte fængsler.
Det problem hænger sammen med antallet af voldsofre. For ofte bliver kriminalitet begået af personer, der er tidligere straffet.
Derfor kommer spørgsmålet om tilbagefald til kriminalitet også til at fylde en del i forhandlingerne af en flerårsaftale for Kriminalforsorgen.
- Vi skal være endnu bedre til, at folk ikke falder tilbage i ny kriminalitet efter endt afsoning, siger Morten Bødskov.
Der er gennem de seneste uger blevet varmet godt op til forhandlingerne fra forskellige interessenter. Blandt andet har fængselsforbundet foreslået, at man opretter et nødfængsel, for eksempel i en nedlagt militærlejr, for at klare pladsproblemerne.
- Vi starter forhandlingerne op i næste uge, og før da vil jeg vente med at kommentere de mange gode idéer, der er til, hvordan kriminalforsorgen skal indrettes, siger Morten Bødskov.