MobilePay lancerer tirsdag den 20. oktober et digitalt aldersbevis til sine knap 4,8 millioner danske brugere.
Beviset kan bruges til at dokumentere alder i blandt andet butikker og nattelivet.
Rema 1000 er blandt de første butikskæder, der vil acceptere løsningen.
Du behøver ikke længere nødvendigvis at have passet med i byen for at bevise, at du er gammel nok.
MobilePay lancerer tirsdag et nyt digitalt aldersbevis, som skal gøre det lettere at dokumentere sin alder i butikker, biografer og nattelivet. Det oplyser Vipps MobilePay.
Med den nye funktion kan brugerne vise deres alderstrin, navn og billede uden samtidig at afsløre andre personlige oplysninger. Aldersbeviset bliver tilgængeligt under menupunktet Wallet, når MobilePay er opdateret til den nyeste version.
Rema 1000 tager løsningen i brug
En af de første butikskæder, der vil acceptere aldersbeviset, er Rema 1000. Her vil medarbejderne i den kommende tid blive orienteret om den nye mulighed.
Aldersbeviset indeholder et pasfoto og et vandmærke, der skal gøre det vanskeligere at snyde. Brugerne kan kun tilknytte deres eget pas. MobilePay oplyser, at virksomheden allerede har valideret brugernes identitet og alder og derfor kan bekræfte deres aldersgruppe.
- Behovet for at kunne dokumentere sin identitet og alder er i stigning i Europa, både online og i fysisk handel, hvor digitaliseringen hele tiden skaber nye muligheder, siger Dennis Kvade, der er produktchef hos MobilePay.
Kan ikke erstatte almindeligt ID
Det nye aldersbevis er ikke tænkt som en erstatning for pas, kørekort eller sundhedskort. Formålet er først og fremmest at gøre alderskontrol lettere i situationer, hvor kunder eksempelvis skal dokumentere deres alder ved køb af alkohol.
MobilePay forventer, at løsningen med tiden vil blive brugt flere steder.
- Vi forventer, at aldersbeviset vil blive brugt i både butikker, nattelivet, biografer og andre steder, hvor man kan blive nødt til at spørge folk om deres alder, siger Dennis Kvade.
Funktionen begynder at blive rullet ud til de knap 4,8 millioner danske MobilePay-brugere fra i dag. Det er op til de enkelte butikker og andre steder, om de vil acceptere det digitale aldersbevis.