Den stenrige amerikanske politiker Mitt Romney, som er storfavorit til at vinde Det Republikanske Partis nominering som præsidentkandidat, er atter blevet hovedperson i en uheldig sag om sin privatøkonomi.
Ifølge ABC News har Mitt Romney, som er god for omkring 250 millioner dollars (ca. halvanden milliard kroner, red.), placeret en del af sin formue i skattely på Cayman-øerne, som ligger ud for den amerikanske kyst.
Mitt Romney bliver i forvejen kritiseret for at have en skatteprocent, som ligger ca. 20 procentpoint under den gennemsnitlige amerikanske indkomstskat, hvilket politiske kommentatorer finder yderst uheldigt.
USA har nemlig oplevet svære økonomiske kriser siden 2008 med store konsekvenser for almindelige borgere.
"Både det, at han betaler meget lav skat, og det, at han har penge uden for USA, er helt sikkert noget, der kommer på et meget ubelejligt tidspunkt," siger ekspert i amerikansk politik ved Københavns Universitet, Mads Fuglede, til Newspaq.
Lørdag fortsætter de republikanske primærvalg, når amerikanerne i South Carolina skal stemme på deres foretrukne præsidentkandidat.
Talsmænd for Mitt Romney understreger, at skattelyet ikke er ulovligt.
Kilde: ABC News