En 32-årig og 25-årig mand er blevet fængslet for omfattende moms- og skattesvindel gennem en række fiktive faktureringer.
Det er politets særlige bandeenhed, Task Force Øst, der har anholdt og sigtet de to mænd for svindel for 21 millioner kroner. Fredag eftermiddag blev de fængslet efter et grundlovsforhør i Retten i Lyngby.
"Vi har i dag anholdt de to og sigtet dem for omfattende moms- og skattesvig ved, at de har udlejet arbejdskraft til andre virksomheder. Og den indtægt, de har haft, har de ikke afregnet moms eller skat af," siger anklager Henrik Bergquist til Newspaq.
Den 32-årige mand, der har forbindelse til rockermiljøet, står bag en virksomhed i Virum i Nordsjælland, der har udlejet sort arbejdskraft til forefaldende arbejde i en række almindelige firmaer.
Betalingen for arbejdet er efter anklagemyndighedens opfattelse blevet viderefaktureret til den 25-åriges enkeltmandsvirksomhed for at få pengene ud af hovedvirksomhedens system.
Her har stråmanden, som er den 25-årige, efter en procentafregning hævet pengene og betalt dem tilbage i kontanter til hovedfirmaet.
Derigennem skal statskassen altså være blevet snydt for 21 millioner kroner.